I en have så fin

(Verse 1) I en have så fin og grøn, boede to venner under muldens skøn. En kartoffel og en radise så rar, de var bedste venner, de var altid klar. (Chorus) Kartoffel og radise, to venner så kære, de delte alting, ja de havde ingen svære. I solen de leged', i regnen de lo, kartoffel og radise, de var aldrig i ro. (Verse 2) Kartoffel var rund, lidt klumpet og brun, radisen var rød, og de sang en skøn tun'. De drømte om verden, de ville på eventyr, men i deres have, var der ingen som spurgte "Hvor?" (Chorus) Kartoffel og radise, to venner så kære, de delte alting, ja de havde ingen svære. I solen de leged', i regnen de lo, kartoffel og radise, de var aldrig i ro (Bridge) En dag kom en solstråle ned, gav dem mod til at tage det første skridt. De rullede og sprang, de rejste så langt, og sammen de fandt, hvad de altid havde mangt. (Chorus) Kartoffel og radise, to venner så kære, de delte alting, ja de havde ingen svære. I solen de leged', i regnen de lo, kartoffel og radise, de var aldrig i ro. (Outro) Så husk nu historien om venskabens bånd, om kartoffel og radise, der tog hinandens hånd. I haven de startede, og i verden de endte, men venskabet, ja det, det blev aldrig glemt.